B!NGS, Vesterbrogade 147-149

København

Den karakteristiske ejendom består af 12 bygninger

Bygningerne er i alt 25.000 m² og har 200 p-pladser. B!NGS husede indtil midten af 1980’erne produktionen og administrationen for Bing & Grøndahl – den verdensberømte porcelænsfabrik, der nu er del af Royal Copenhagen. I 1990’erne indledte man konverteringen til en decideret kontorejendom.

Ejendommen blev erhvervet på vegne af en klient i 2005. Her var det udslagsgivende, at ejendommen er yderst attraktiv, er velegnet til multi-let og har en rigtig god beliggenhed. Vel at mærke en beliggenhed, der kun ville blive endnu mere interessant med udviklingen af naboområdet Carlsberg Byen samt forbedringen af den trafikale infrastruktur med Metroen.

Ejendommens ”version 2.0” – som ses i dag – blev påbegyndt i 2014 af samme team, som i dag står bag forvaltningen i Fokus. På en ejendom af denne type og størrelse bliver man aldrig helt færdig. Men som den fremstår nu, er B!NGS blandt de mest attraktive ejendomme i København.

Konceptet for ejendommens ”version 2.0” var at skabe et mikromiljø med en unik identitet præget af ejendommens historie. Dette er med til at øge ejendommens kvaliteter for såvel de enkelte lejemål samt på dens fællesarealer og fællesfaciliteter. Både til gavn for både lejerne, men også for investorerne.

Ejendommen huser i dag restaurant, cafémiljø samt møde- og konferencefaciliteter af højeste kvalitet. Velkomstområdet er skabt med inspiration fra hotelbranchen. Her er bemanding hele dagen, og området danner ramme for modtagelse af lejere og gæster, ligesom ejendommens lejere tilbydes en lang række services – herunder post, telefon, vicevært, vask & rens, massage, sekretærhjælp, forplejning, bilvask, cykelsmed samt frisør.

Der er således blevet skabt et helt særegent rum og atmosfære i ejendommen, som igen har resulteret i fuld udlejning og kun kortere tomgangsperioder. Igen til gavn for alle involverede på ejendommen – lejere, samarbejdspartnere og investorer.

Se eventuelt mere på www.bingscph.dk